Tidligere DSU formand: Jeg var grænseoverskridende i min adfærd

af

Lasse Quvang Rasmussen. Foto: DSU/Twitter

Den tidligere formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU, Lasse Quvang Rasmussen, løj om hvorfor, han gik af som formand for ungdomspartiet.

På et Facebook-opslag skriver Lasse Quvang Rasmussen onsdag aften:

“Kære alle sammen. Jeg har brug for at fortælle noget, der er meget vanskeligt for mig. Flere medier er på vej med historier om, hvorfor jeg trådte tilbage som DSU-formand, og det vil jeg gerne forklare.”

Og han fortsætter:

“Da jeg stoppede som DSU-formand for halvandet år siden, var det på grund af nogle episoder, som jeg dengang og i dag er uendeligt ked af, hvor jeg var grænseoverskridende i min adfærd over for nogle kvindelige medlemmer af DSU. Det gør mig ondt og det var aldrig min mening. Jeg havde ikke været mit personlige ansvar og mit formandsansvar bevidst, og derfor stoppede jeg som formand for DSU.”

Lasse Quvang Rasmussen slutter sit opslag på det sociale medie med:

“Jeg har ikke yderligere kommentarer til dette, jeg vil bare endnu engang på det dybeste undskylde overfor de pågældende kvinder, for mine nærmeste og for hele DSU.”

Det fremgår ikke af Facebook-opslaget hvilken grænseoverskridende adfærd, det er, Lasse Quvang Rasmussen har udsat de kvindelige medlemmer for.