26-årig varetægtsfængslet: Kastede kvinde i jorden og forsøgte at stjæle hendes bil

Det var her en 60-årig kvinde blev forsøgt frarøvet sin bil. Foto: Google Streetview.

Torsdag aften omkring kl. 23.20 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om et røveri ved OK-tanken på Borumvej ved Tilst, hvor en 60-årig kvinde var blevet kastet i jorden af en ung mand, som derefter havde forsøgt at stjæle kvindens bil.

Kvinden smed nøglerne væk, så gerningsmanden ikke kunne starte bilen. Da hun forsøgte at få ham ud af bilen, væltede han hende igen omkuld og sparkede hende over skinnebenet.

Efterfølgende forsøgt gerningsmanden at stjæle endnu et køretøj fra nærområdet, inden han flygtede fra stedet.

Vidner tilbageholdt ham, indtil politiet kom frem til stedet, hvor de anholdt den 26-årige. Han blev fredag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus og her blev han varetægtsfængslet indtil den 2. maj.