Polsk vognmand idømt bøde på over en halv million kroner

af

En chaufførs grove overtrædelser af køre-og hviletidsreglerne og kørsel på en andens førerkort kostede chaufførens vognmand en betydelig bøde.

I forbindelse med en målrettet kontrol ved rasteplads Oksekær ved Padborg den 19. september sidste år undersøgte Tungvognscenter Syd en polsk lastbil.

– Ved kontrollen kunne politiet se, at førerens førerkort kun havde siddet i takografen i ganske få minutter uden, at lastbilen havde kørt. Det passede ikke med, at han lige var kørt ind på kontrolpladsen, fortæller anklager Lone Petri fra Sydøstjyllands Politi og fortsætteR:

– Umiddelbart før var det en anden persons førerkort, der havde siddet i takografen, men der var ikke andre chauffører ved lastbilen.

Bøde og fængsel til chauffør
Ved gennemgang af lastbilen fandt politiassistenterne fra Tungvognscenter Syd to førerkort ud over førerens eget. På den baggrund blev chaufføren dagen efter dømt for 22 tilfælde af kørsel på en andens førerkort og for en række overtrædelser af køre – og hviletiderne. Han fik 60 dages betinget fængsel, en bøde på 144.000 kr., ubetinget frakendelse af førerretten til tunge køretøjer og blev udvist af Danmark.

Vognmanden nægtede sig skyldig
I går blev sagen mod chaufførens 24-årige vognmand afgjort ved retten i Kolding.

Vognmanden nægtede sig skyldig, fordi chaufføren havde snydt hende. Hun vidste angiveligt ikke, at han havde brugt en andens førerkort.

Imidlertid gælder der et objektivt arbejdsgiveransvar og retten fandt derfor vognmanden skyldig i samme omfang som chaufføren. Hun blev idømt en bøde på 511.000 kr. idet der var tale om særligt skærpende omstændigheder.

Vognmanden udbad sig betænkningstid med hensyn til eventuel anke.