32-årig fik to års fængsel for at svindle finansfirma

af

En 32-årig mand fra Brøndby skal to år i fængsel for at sælge falske fakturaer for 3,8 millioner kroner til et finansfirma.

Det har retten i Glostrup bestemt.

Manden, der er ejer af et renoveringsfirma i Brøndby, solgte 32 fakturaer for arbejde til i alt 5,5 millioner kroner, hans firma havde udført for en række virksomheder, til et finansfirma i København.

Finansfirmaet tjekkede, om nogle af de virksomheder, som skyldte renoveringsfirmaet penge, havde indsigelser mod gælden. Det havde de ikke, svarede de.

Derefter købte finansfirmaet den samlede gæld i fakturaerne for 3,8 millioner kroner og begyndte at opkræve pengene hos de skyldige virksomheder.

Men så kom indsigelserne – og det viste sig, at gælden slet ikke fandtes, renoveringsarbejderne var fup og fakturaerne falske.

Torsdag i sidste uge sad den 32-årige ejer anklaget for at have bedraget finansfirmaet ved at sælge dem falske fakturaer for 3,8 millioner kroner. Ifølge anklagen var det også den 32-årige selv, som via falske mailadresser til de fakturerede firmaer, bekræftede gælden, da finansfirmaet kontrollerede det.

– Det er en ret usædvanlig sag med en nøje planlagt stor økonomisk svindel om salg af komplet fiktive gældsposter, siger anklager Cecilie Kronborg, Københavns Vestegns Politi.

I straffen på to års fængsel indgik desuden tyveri af tagmaterialer til over 30.000 kroner fra byggepladser.

Den 32-årige valgte at anke dommen.