Fremmed mand gik ind i hus

I går aftes kl. 21.40 fik en kvinde i Ebeltoft besøg af en fremmed mand, som pludselig stod i hendes stue.

Manden spurgte, hvad hun lavede dér, og hun stillede naturligt nok samme spørgsmål til ham. Herefter forlod han huset, og kvinden ringede til politiet.

Da betjentene kom frem, stod mandens hund uden for huset, og da han kort efter kom tilbage for at hente den, blev han anholdt og sigtet for husfredskrænkelse.

Den ubudne gæst viste sig at være en 47-årig mand fra lokalområdet, som ikke rigtigt kunne forklare, hvad han lavede i et fremmed hjem.

Han blev også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde noget skunk på sig.