Ung kvinde voldtaget på Roskilde Festival

En 18-årig kvinde fra Roskilde tog ved halvfire-tiden i nat kontakt til en politipatrulje på Roskilde Festival, fordi hun var blevet voldtaget.

Hun havde i løbet af aftenen flirtet med en mand, og da hun ville sove, havde han tilbudt hende en plads i hans telt. Dette havde hun sagt ja til, men i løbet af natten havde manden gjort tilnærmelser til samleje, som kvinden klart og tydeligt havde afslået. Manden gennemførte dog fuldbyrdet samleje mod hendes vilje, hvorefter hun forlod teltet.

I den videre efterforskning indgår en undersøgelse af kvinde på Rigshospitalet og en nærmere afhøring, for at klarlægge de konkrete omstændigheder og identificering af manden fra teltet.

To kvinder husker intet – men mistænker at de har været udsat for sædelighedsforbrydelse
To andre kvinder er muligvis også blevet voldtaget på festivalen.

Den ene, en 23-årig kvinde, anmeldte i går til politiet at hun muligvis havde været udsat for en sædelighedsforbrydelse. Hun var vågnet afklædt tirsdag morgen uden at kunne huske, hvad der var sket.

Hun mistænkte, at der måtte være puttet noget i hendes vinglas aftenen forinden, da hun var på vej fra et sted til et andet. Her var hun nemlig nødt til at forrette sin nødtørft på vejen, hvor hun satte sit glas fra sig. Hun huskede, at vinen havde smagt besynderligt, men slået det hen. Resten kan hun ikke huske.

Også en anden 23-årig kvinde har haft kontakt til politiet. Hun har til politiet oplyst, at hun havde haft fra mandag omkring kl. 23 til tirsdag omkring kl. 0130.

Kvinden fortalte, at hun var vågnet i sit eget telt, men havde smerter i underlivet.

I løbet af dagen tirsdag blev hun i tvivl om, om hun kunne have været udsat for en sædelighedsforbrydelse og henvendte sig derfor til politiet.

Politiet opfordrede kvinden til at blive undersøgt hos Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet.
Hun ønskede dog hverken undersøgelser eller at anmelde forholdet, men politiet har registreret det som en mulig sædelighedsforbrydelse.