En rutinemæssig kontrol af en litauisk lastbil foretaget af Sydøstjyllands Politi, Tungvognscenter Syd tirsdag i sidste uge ved Kolding afslørede, at der var blevet manipuleret med lastbilens forureningsbegrænsende udstyr. Desuden var der ikke betalt afgift til statskassen for retten til at benytte vejnettet.
Lastbilen blev eskorteret til et autoriseret værksted for reparation. Vognmanden ville dog i første omgang hverken lade sin lastbil reparere eller betale den bøde, han havde fået, på 57.500 kr. Dette medførte til sidst, at chaufføren måtte forlade sin lastbil, som herefter blev tilbageholdt af politiet.
Efterforskning i sagen viste, at den litauiske vognmand havde 17 lastbiler kørende i Danmark. Fælles for alle lastbilerne var, at der ikke var betalt afgift til statskassen for retten til at benytte vejnettet.
Derfor blev der fredag foretaget endnu en kontrol af en af vognmandens lastbiler ved Skanderborg. Selv om vognmanden få dage forinden havde fået en bøde for netop ikke at have betalt afgiften til staten, så afslørede kontrollen fredag, at det ikke havde fået vognmanden til at ændre praksis. Denne gang blev bøden fastsat til 70.000,00 kr. Da vognmanden ikke kunne betale på stedet, blev lastbilen tilbageholdt indtil mandag morgen, hvor bøden blev betalt. Lastbilen blev herefter frigivet.
Efterfølgende kunne det konstateres, at der nu var blevet betalt afgift til statskassen for alle vognmandens lastbiler.
Fakta
Alle udenlandske køretøjer over 12 tons skal betale en afgift til statskassen for retten til at benytte motorvejsnettet. En dagsbillet koster ca. 60 kr., mens en manglende betaling udløser en bøde pr. dag, startende ved 2.500 kr. pr. dag. Ved gentagelsestilfælde er taksten 5.000 kr. pr. dag.


