Falsk indsamler snød ældre kvinde for penge
En 78-årig kvinde blev tirsdag snydt sf en falsk indsamler, som udgav sig for at være fra Døveforeningen. Hun havde mødt “indsamleren” – en udenlandsk kvinde – ved Føtex på Ndr. Strandvej i Ebeltoft. Her bad den udenlandske kvinde, den 78-årige om at skrive sit navn og adresse på en seddel og donere et beløb til Døveforeningen.
Den 78-årige gav kvinden 100 kroner, men kvinden pressede på for at få flere penge, og det endte med, at hun fik 200 kroner i stedet.
Den 78-årige ringede senere til Døveforeningen for at høre, om de var i gang med en indsamling. Det var de ikke, og den 78-årige ringede derfor til politiet.
Den falske indsamler beskrives som:
• Østeuropæisk af udseende, brun hud
• Ca. 20-25 år
• Ca. 155-160 cm høj, kraftig
• Sort, mellemlangt hår


