Suveræn verdensrekord ved CPH Half

Geoffrey Kamworor satte en suveræn ny verdensrekord ved CPH Half. (Foto: CPH Half)

Med et imponerende sololøb satte den 26-årige kenyaner Geoffrey Kamworor, ny verdensrekord ved dagens CPH Half med tiden 58.01 minutter, hvilket betød, at han slog den eksisterende verdensrekord med 17 sekunder.

– Det er meget følelsesladet for mig at sætte verdensrekord og især her i København, hvor jeg vandt min første vm titel, sagde den tredobbelte verdensmester lige efter løbet, som han vandt med imponerende 75 sekunder foran kenyanske Benard Kipkorir Ngeno.

Kamworor var på forhånd stor favorit, efter han vandt de kenyanske mesterskaber på 10.000 meter i sidste måned. Der var dog ikke mange, som på forhånd havde troet på en verdensrekord, da der var en del vind i København, men pacemakerne lagde alligevel ud i et tempo, som indikerede en tid tæt på verdensrekorden.

De første fem kilometer blev løbet i 13.53 først an af pacemaker Shadrack Koech. Han droppede ud ved 10 kilometer, som blev løbet i 27.32 minutter, hvilket var seks sekunder foran verdensrekord tempo. Herfra drejede det sig kun om Geoffrey Kamworor, som ved 15 kilometer var 24 sekunder foran verdensrekorden og 25 sekunder foran forfølgerne.

– Det var egentlig ikke min plan at trække fra allerede efter 10 kilometer, men det var det rigtige tidspunkt at gøre det på, og vinden var egentlig ikke et problem, sagde Kamworor, efter han havde sat verdensrekorden, som var den første på dansk grund siden 1972.

De første seks løbere kom under den magiske time, og det havde norske Sondre Moen helt sikkert også håbet på, men han måtte nøjes med en niendeplads i tiden 60.20.