Kvinde kørte gennem hæk – sigtet for spritkørsel

af

Søndag formiddag var en vaks mand med til at få standset en kvindelig spritbilist.

Kvinden kom ved 11.30-tiden kørende ind på en p-plads på Anbækvej i Hammel. I stedet for at standse i en bås fortsatte hun ind i en hæk med bilen.

Kvinden ringede efter hjælp for at få bilen ud – og imens ringede en mand på stedet efter politiet, da han synes, at kvinden så ud som om, hun var beruset.

Da en politipatrulje kom frem til stedet, var kvinden netop på vej væk i sin bil. Bilen blev standset og kvinden, der er 53-årig gammel, blev testet med et alkometer. Det viste hurtigt, at hun var alt for påvirket til at sidde bag rattet. Hun blev derfor anholdt og sigtet for spritkørsel.