Stor mængde våben fundet under politiaktion

14 personer er blevet anholdt og en stor mængde våben beslaglagt under en politiaktion på Fyn i dag.

Under aktionen, som blev foretaget af Særlig Efterforskning Øst (SEØ) i et tæt samarbejde med Fyns Politi, blev 18 adresser på Fyn, hovedsageligt i Odense-området, ransaget.

Ved ransagningerne er der indtil videre fundet 51 våben og en stor mængde ammunition. 40 af våbnene blev fundet på et lager, mens de resterende våben er fundet i de anholdtes besiddelse.

Politiet forventer, at 8 af de 14 anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør.

Anholdelses- og ransagningsaktionen er kulminationen på en længerevarende efterforskning af distribution af våben, der efter politiets klare opfattelse blandt andet sker til de grupperinger, der er en del af den nuværende konflikt i hovedstadsområdet.

– På baggrund af denne efterforskning bliver en stor mængde våben nu holdt ude af de kriminelle miljøer, og det er vi meget tilfredse med. Vores indsats fortsætter, og det samme gør den videre efterforskning af denne sag, siger vicepolitiinspektør i SEØ, Torben Henriksen.

Fremstillingen af de anholdte vil ske ved retten i Odense enten i løbet af fredagen eller i morgen, lørdag. Der vil blive begæret lukkede døre.