Politiet efterforsker brand i Padborg

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker en eksplosionsagtig brand, som fredag formiddag brød ud i en spillehal på Industrivej i Padborg.

Branden blev anmeldt kl. 10.15.

Der var tale om en eksplosionsagtig brand, der hurtigt overtændte bygningen.

Brandvæsnet blev sendt til stedet, og der blev tilkaldt assistance fra andre brandstationer.

En overgang blev beboere i nærheden varslet om at gå indendøre, for at undgå røgen fra branden.

Ved 15-tiden var branden kommet under kontrol.

Brandårsagen er på nuværende tidspunkt ukendt og politiet arbejder nu på at efterforske hændelsen, klarlægge årsagen til branden samt afklare, hvorvidt der er omkomne i bygningen.

Den store udfordring er i den forbindelse, at bygningen er svært beskadiget som følge af branden, og der er fare for, at bygningen styrter sammen, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, der sammen med andre myndigheder undersøger, hvordan man – uden at bringe folk i fare – kan efterforske på brandstedet.

Som følge af branden i Padborg er Industrivej fortsat afspærret. Der er afspærret ved Thorsvej mod syd og Frøslevvej mod nord, ligesom der også er afspærret ved Toldbodvej. Afspærringen ventes at vare ved til lørdag formiddag.