
Politi og brandvæsen blev søndag aften kl. 18.20 kaldt ud til en brand i en burgerrestaurant på Middelgade i Randers C.
Østjyllands Politi oplyser, at da politipatruljen kom til stedet, var brandvæsnet allerede i gang med slukningsarbejdet og personer, restaurantgæster og beboere fra de omkringliggende lejligheder stod samlet ud på gaden. Ved gennemgang af alle lejlighederne kunne betjentene konstatere, at alle beboere var ude af deres lejligheder.
En af restaurantens medarbejdere forklarede til politiet, at han havde været i færd med at stege og flambere bøffer i køkkenet, da emhætten pludselig sugede flammerne til sig, så ilden spredte sig til loftet og det tilstødende teknikrum. Branden blev hurtigt slukket, men der var sod og brandskader omkring udsugningen, loftet og teknikrummet.
Røgen bredte sig til lejligheden ovenpå, men ingen personer kom umiddelbart til skade. Den præcise årsag til branden kendes endnu ikke, men skal nu undersøges nærmere.


