Ung voldsmand gik lige i armene på politiet

Arkivfoto: Rolf Larsen

Kort efter midnat blev en patrulje, der var i færd med en anden opgave på Lille Torv i Aarhus, kontaktet af en 16-årig dreng, der fortalte, at han netop var blevet udsat for et voldeligt overfald.

Den 16-årige havde sammen med to venner været på McDonald’s på Store Torv, da de på vej ud blev passet op af en person. Personer tog fat i jakken på en af vennerne og sagde ”giv mig 500 kroner”. Kort efter gjorde han det samme ved den 16-årige, hvorefter han nikkede ham en skalle.

De tre venner spottede patruljebilen, der kom kørende forbi, og gik hen og tog kontakt til betjentene. Mens de stod og talte med betjentene kom gerningsmanden gående forbi, og en af betjentene satte efter ham til fods hen til Christiansgade, hvor han forsvandt ind af en port. En hundepatrulje kom til stedet og søgte forgæves efter gerningsmanden i hele baggården.

Men netop som betjentene havde besluttet sig for at forlade stedet, gik de forbi en elevator, hvor døren gik op og en person, der passede på signalementet, kom ud. Den 16-årige dreng blev anholdt og sigtet for vold. Han blev kørt til politigården, hvor han blev afhørt under tilstedeværelse af sin far og kommunens Børn og Unge-vagt.