
En 33-årig islandsk mand er ved Retten i Sønderborg dømt til fængsel og betinget udvist af Danmark for blandt andet at have slæbt to betjent efter sin bil.
Dommen faldt i går, mandag ved en domsmandsret.
Den 4. juli i år klokken 12.50 standsede to politibetjente den 33-årige i et stjålet køretøj på Sydals. Og da betjentene havde åbnet fordøren og taget fat i manden for at få ham anholdt, satte den 33-årige bilen i gang, hvorefter begge politibetjente blev slæbt 10 – 15 meter efter bilen, faldt og pådrog sig skader.
Klokken 23.30 kørte den 33-årige ind i to politibiler i forbindelse med en eftersættelse i Sønderborg.
I første omgang var den 33-årige kørt galt i forbindelse med eftersættelsen, men da en patrulje kørte op på siden af mandens køretøj, bakkede den 33-årige ind i politibilen og ramte bilens front. Og under den efterfølgende eftersættelse blev endnu en politibil ramt i siden.
Anklageskriftet ved mandagens retsmøde omfattede i alt 37 forhold. Og ud over hændelsen den 4. juli var der tale om flere tilfælde af tyveri, brugstyveri, vanvidskørsel, narkokørsel samt andre overtrædelser af færdselsloven.
Dommen idømte den 33-årige halvandet års ubetinget fængsel, han fik også en advarsel om udvisning til Island – en såkaldt betinget udvisning.


