Politi og brandvæsen kørte kort før klokken 19 tirsdag aften ud til en brand i en container på Bryggervej i Risskov.
Ved ankomsten stod der store flammer op af containeren, som fik store skader på grund af ilden.
Patruljen opdagede også en anden brand, som var opstået på en byggeplads tæt på containeren. Her var der ild i nogle flamingo-plader.
Vidner på stedet kunne fortælle politiet, at de havde set en gruppe på omkring fem drenge i alderen 13-17 år, der havde lusket rundt på stedet og havde stået tæt på containeren, da den brændte. Den ene havde en hvid jakke på.
Østjyllands Politi efterforsker brandene som påsatte og hører meget gerne fra folk, der har en formodning om, hvem drengene er. Oplysninger kan gives via tlf. 114.


