12-årig pige på el-løbehjul dræbt i ulykke – politiet søger vidner

En 12-årig pige blev mandag morgen dræbt i en tragisk færdselsulykke, da hun blev påkørt af en bil. Ulykke skete i Østervrå i Vendsyssel. Nordjyllands Politi efterlyser nu vidner.

Ulykken skete, da pigen var på vej til skole. Hun var kørende på et el-løbehjul, da hun blev påkørt på Brøndenvej i Østervrå.

– Ved ulykken pådrog pigen sig alvorlige kvæstelser, og hun blev på hospitalet efterfølgende erklæret for død, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Mads Hessellund.

Politiet vil gerne vil høre fra eventuelle vidner, der måtte have set ulykken, eller hvis man har observeret pigen på løbehjulet på vej til skole.

– Hvis man har oplysninger, så skal man ringe 114, lyder det fra Mads Hessellund.

Bilist fremstilles i gundlovsfohør
Den bil, der ramte pigen, blev ført af en 50-årig mand, og han blev på stedet anholdt af politiet, da man fik mistanke til, at han var påvirket under kørslen. Han har fået udtaget en blodprøve, som skal undersøges nærmere.

Den anholdte mand, der ikke kom til skade under ulykken, er i løbet af dagen blevet afhørt af efterforskere, ligesom der blev foretaget en række yderligere efterforskningsskridt i sagen. En bilinspektør undersøgte i formiddags uheldsstedet som led i efterforskningen.

Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen, tirsdag, kl. 08.45 ved Retten i Hjørring, sigtet for uagtsomt manddrab og kørsel i påvirket tilstand.

Politiet oplyser, at de pårørende til den omkomne pige er underrettet.