Skud affyret under befrielsesaktion fra psykiatrisk afdeling

Arkivfoto: Morten Sundgaard – Skadestedsfotograf.dk

Politiet løfter nu sløret for hvorfor man tirsdag aften rykkede massivt ud til psykiatrisk afdeling i Slagelse.

I første omgang lød den sparsomme forklaring, at der var sket en “alvorlig hændelse.” Nu har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi løftet sløret for, hvorfor man rykkede ud med bl.a. hundepatruljer og maskinpistol-bevæbnede betjente i kampuniformer.

– I dag klokken 16.52 skete der en væbnet befrielsesaktion på en psykiatrisk afdeling i Slagelse (PAM). Der blev i den forbindelse affyret skud fra en gerningsmand, fortæller politiinspektør Kim Kliver, Sydsjællands og Lolland Falsters politi og understreger, at ingen er kommet noget til i forbindelse med befrielsesaktionen.

Politiet leder i samarbejde med de øvrige sjællandske kredse intensivt efter gerningsmændene og den mand, der blev befriet fra stedet.

– Der er umiddelbart ingen grund til bekymring for almindelige borgere, men hvis man ser noget mistænkeligt i denne anledning, bør man henvende sig til politiet og ikke selv forsøge at tage kontakt udtaler politiinspektør Kim Kliver, Sydsjællands og Lolland Falsters politi.

Læs også: Politiet massivt tilstede ved psykiatrisk afdeling i Slagelse