Georgisk mand udleveret til Danmark – sigtes for røverier og tyverier mod supermarkeder

Foto: Retten i Sønderborg.
En 37-årig georgisk mand er blevet udleveret til Danmark i en sag, der handler om røverier og tyverier mod supermarkeder flere steder i landet.

Han er sigtet for to røverier samt 12 butikstyverier i dagligvarebutikker i Nordsjælland, i Nordjylland samt i Syd- og Sønderjylland. De mange forhold er sket i perioden maj til november sidste år, hvor udbyttet primært har været cigaretter.

Den 37-årige blev udlveret tirsdag til til Udlændingekontrolafdeling Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi fra Frankrig på baggrund af en international arrestordre. Den sigtede blev anholdt den 24. oktober af fransk politi.

I går, onsdag, blev han så fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg. Her blev han varetægtsfængslet i fire uger.

Den 37-årige nægter sig skyldig, men har ikke kæret varetægtsfængslingen.

Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi er en medgerningsmand allerede dømt i sagen.