Tre bilister, som slet ikke måtte køre bil til at begynde med, blev i løbet af juleaftensdag snuppet af politiet i Østjyllands Politikreds.
Ved 13.30-tiden standsede politiet en bil på Grøndalsvej i Viby J. Bag rattet sad en 59-årig mand, som viste sig at være spirituspåvirket over det tilladte.
Detviste sig også, at han ikke havde generhvervet førerretten efter han ved en tidligere lejlighed hvade fået den fradømt. Han blev derfor sigtet for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden.
Politiet beslaglagde bilen
Klokken 15.20 standsede politiet en 61-årig mandlig bilist på Engdalsvej i Hinnerup. Den 61-årige havde ikke noget kørekort, hvorfor han blev sigtet for kørsel uden førerret.
Da det ikke var første gang den 61-årige førte bil, uden at have erhvervet førerret, beslaglagde politiet bilen med henblik på konfiskation.
Tog nummepladerne
Klokken 15.50 standsede en patrulje en personbil ført af en 25-årig mand på Carit Etlars Vej i Åbyhøj.
Han blev alkometertestet til over det tilladte, og også i dette tilfælde viste det sig, at kørekortet ikke var blevet generhvervet efter en tidligere dom.
Den 25-årige blev sigtet for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden. Da et tjek af bilen viste, at den ikke var forsikret, tog politiet nummerpladerne.


