Hund indebrændte i overtændt villa

Politi og brandvæsen blev onsdag aften kl. 20.21 sendt ud til en brand i en villa på Haverslev Kærvej ved Fjerritslev.

Huset var overtændt, da brandvæsnet nåede frem.

Der var ikke nogle personer til stede i huset. Efter en halv times tid måtte brandvæsnet opgive at redde huset.

Der indebrændte dog en hund på stedet.

Nordjyllands Politi oplyser, at det umiddelbart så ud som, at ilden var opstået omkring køleskabet, der stod i køkkenet, men da brandvæsnet ikke umiddelbart kunne sige noget om brandårsagen, blev stedet afspærret med henblik på yderligere undersøgelser.