Endnu en person testet negativ for coronavirus

Endnu en person, som i dag har været indlagt på grund af mistanke om smitte med coronavirus, er testet negativ.

Udover en person, som i morges landede i Københavns Lufthavn med fly fra Kina efter en mellemlanding i Finland og som blev indlagt i isolation på Hvidovre Hopsital med sygdomssymptomer, er en anden person også blevet isoleret på hospitalet på grund af mistanke om smitte med ny coronavirus.

Personen har fået taget prøvet, som skulle afklare, hvorvidt vedkommende var smittet med den frygtede virus. Det viser sig nu, at det er personen ikke.

– Det er naturligvis glædeligt, at ingen af de to mistænkte tilfælde er smittet. Håndteringen af begge patienter har kørt helt efter bogen. Hvidovre Hospital har håndteret begge patienter eksemplarisk, siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.

Med de to negative test er der dermed endnu ingen smittede med ny coronavirus i Danmark, og risikoen for at blive smittet i Danmark er lille, oplyser Sundhedsstyrelsen.