Ung mand snydt i pirattaxa

af

Arkivfoto: PublicDomainPictures / Pixabay
En 20-årig mand anmeldte søndag, at hans dankort var blevet misbrugt for flere tusinde kroner, efter han havde fået et lift fra Aarhus midtby af to fremmede mænd.

Til Østjyllands Politi har den 20-årige forklaret, at han natten til søndag stod på Nørreport, da en bil med to mænd rullede op på siden af ham og tilbød ham et lift. Han sagde ja tak og bad om at blive kørt til Risskov.

På vejen stoppede bilen ved en tankstation, hvor mændene bad den 20-årige om at betale for benzin. Mens han stod og betalte med sit dankort, stod en af mændene lige bag ham. Da han satte sig ind i bilen igen, opdagede han, at dankortet var væk og spurgte, om mændene vidste, hvor det var. Det ene mand ”fandt” det og afleverede det til den unge passager, og kort efter blev den 20-årige sat af ved det aftalte sted i Risskov.

Senere søndag opdagede han, at der var hævet for flere tusinde kroner på dankortet, og at hans kørekort manglede.

De to mænd i bilen beskrives som:

A: Afrikansk af udseende med sort hudfarve, ca. 20-25 år, ca 185-195 cm høj og spinkel med kort, sort, let krøllet hår. Han var iført mørkt tøj og talte dansk.

B: Mellemøstlig af udseende med brun hudfarve, ca. 25-30 år, ca. 180-185 cm høj og muskuløs med kort, sort hår og fuldskæg. Han var iført mørkt tøj og talte dansk.

Advarer mod pirattaxaer
Episoden fårr igen Østjyllands Politi til på det kraftigste, at advare mod at benytte sig af pirattaxaer, da der har været mange eksempler på, at passagerer bliver snydt, bestjålet eller udsat for røveri. Politiet opfordrer til, at man i stedet tager offentlige transportmidler, en rigtig taxa eller laver en aftale om at blive hentet af venner eller familie.