Erhvervsminister Simon Kollerup og fødevareminister Mogens Jensen har indkaldt til pressemøde klokken 8 efter hamstringbølgen onsdag aften.
Kort efter Statsminister Mette Frederiksens pressemøde om de nye omfattende tiltag for at bekæmpe coronasmitte, blev mange supermarkeder landet over udsat for et stort pres fra mennesker, der hamstrede bl.a. mad, toiletpapir, brød og konserves.
Det skete på trods af, at statsministeren netop havde advaret mod hamstring, og fortalt, at der ingen problemer er med forsyningssikkerheden, hvis alle bare handler som normalt.
På morgenens pressemøde vil der blive givet et overblik over den aktuelle situationen i detailhandlen, og der vil blive orienteret om regeringens tiltag for at sikre forsyningssikkerheden i fødevarebranchen fremover.


