En 58-årig kvinde blev søndag aften overfaldet, da hun kom cyklende på en sti vest for Lystrup IFs klubhus ved Lystrup nord for Aarhus.
Overfaldet skete kl. 22.15 og kvinde har forklaret til politiet, at hun var cyklet forbi en mand, som pludselig havde grebet fast i hendes halstørklæde og havde trukket hende af cyklen.
Hun væltede ned på græsset og lukkede øjnene, men da hun kiggede op, så hun, at manden pegede på hende med noget, der kunne ligne en pistol.
Kvinden råbte højlydt om hjælp, hvilket fik manden til at løbe fra stedet.
Manden beskrives som: 18-20 år, 185-190 cm høj og spinkel af bygning. Han var iført mørk hættetrøje, mørke bukser og maske.
Politiet kørte til stedet og afsøgte området bl.a. ved hjælp af hunde, men det lykkedes ikke at finde manden.
Østjyllands Politi hører derfor gerne fra alle, der kan have set noget i området. Politiet kan kontaktes på telefon 114.


