Svindler forsøgte at narre ældre kvinde

af

Arkivfoto: DomAlberts / Pixabay

En 71-årig kvinde fra Tranbjerg blev tirsdag eftermiddag udsat for forsøg på at franarre hende login og NemID.

Kvinden blev ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra ”Sikkerhedsovervågningen”. Ifølge manden kunne han se, at nogen forsøgte at misbruge kvindens bankkonti, og han ville nu hjælpe hende med at stoppe de ulovlige transaktioner. Han skulle bare bruge hendes loginoplysninger til Netbank og hendes NemID.

Da kvinden oplyste, at hun hverken havde netbank eller NemID, lod manden som om, han stillede telefonen om til kvindens bank. Han præsenterede sig nu som Thomas fra banken og spurgte ind til kvindens personfølsomme oplysninger. Da hun spurgte, hvad ”Thomas” hed til efternavn, mistede han tålmodigheden og svarede ”Abracadabra”, hvorefter han lagde på.

Dagen efter anmeldte kvinden så forholdet til politiet.

Østjyllands Politi oplyser, at man tidligere har fået anmeldelser om lignende forsøg på svindel og opfordrer til, at man aldrig giver personfølsomme oplysninger i telefonen.