Gemte hash i underbukserne

To mænd blev tirsdag eftermiddag sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg.

Sagen startede ved 16.30-tiden da en politipatrulje fra Østjyllands Politi blev opmærksom på en gruppe mænd, som stod ved bagindgangen til en restaurant på Nyvangsvej i Randers.

Da den ene af betjentene henvendte sig til mændene, valgte en 30-årig mand at løbe fra stedet, og begge betjente satte derfor efter ham.

Den 30-årige blev indhentet i baggården på stedet, hvor han blev visiteret. Her fandt betjentene en lommekniv, der var spændt fast på indersiden af buksekanten. Den 30-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Ved bagindgangen, hvor mændene havde stået samlet, stod der fire scootere, som mændene fortalte var deres. Betjenten spurgte dem, om der var noget ulovligt i dem, og en 31-årig mand tog frivilligt en pose op ad bagagerummet til hans scooter. I posen var der flere salgsposer med hash. Den 31-årige blev derfor anholdt og taget med på politistationen til yderligere visitation. Her fandt man i den 31-åriges underbukser en pose med 30 sølvpapirskugler indeholdende hash. Den 31-årige blev sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg.

En 26-årig mand, som også befandt sig på stedet, blev ligeledes under visitation fundet i besiddelse af 28 indpakkede sølvpapirskugler med hash. Den 26-årige blev ligesom sin 31-årige ven sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg.