En politipatrulje forsøgte søndag aften ved 21-tiden, at få en motorcyklist til at standse på Helsingevej i Frederiksværk. Men motorcyklisten havde ingen intentioner om at følge politiets anvisninger.
I stedet fortsatte motorcyklen og politiet optog forfølgelsen. Undervejs fjernede motorcyklisten nummerpladerne fra sit køretøj og kørte med en hastighed op mod 160 km/t i en 40 km/t-zone.
Motorcyklisten, som viste sig at være en 29-årig mand fra Frederiksværk, blev kort efter bragt til standsning og sigtet for overtrædelse af færdselsloven.


