En 69-årig mandlig buschauffør blev fredag aften ved 19.30-tiden overfaldet og slået flere gange i brystet.
Chaufføren have tidligere på dagen nægtet en mandlig passager adgang til bussen ved Lejre station, fordi manden havde været tydeligt påvirket af alkohol og i øvrigt spildt øl inde i bussen. Det var manden blevet meget sur over, men forlod dog bussen.
Da buschaufføren ankom til busholdepladsen ved Stationscentret i Roskilde, var den samme mand nu pludselig på stedet. Han var sammen med en anden, meget ophidset mand, der overfaldt buschaufføren med slagene i brystet, inden de to fremmede mænd sammen forlod stedet.
Den aggressive mand blev dog fundet i nærheden og viste sig at være en spirituspåvirket, 28-årig mand fra Roskilde. Han blev anholdt og sigtet for vold mod buschaufføren, inden han blev lagt til afrusning i detentionen.
Den anden mand, der blev bortvist i Lejre, var en 30-årig mand fra Roskilde, som også blev anholdt på grund af beruselse og lagt i detentionen.
Begge blev løsladt lørdag morgen, og den 28-årige kan nu se frem til at høre nærmere fra politiet, når sagen mod ham skal afgøres.


