74-årig kvinde overfaldet af røver

Østjyllands Politi har anholdt en 37-årig mand i forbindelse med et røveri mod en 74-årig kvinde.

Kvinden anmeldte kort før klokken 18 i går eftermiddag, at hun var blevet overfaldet og frarøvet sin taske foran SuperBrugsen i Lystrup.

Flere patruljer kørte hurtigt til stedet.

En af patruljerne kørte hen til den 74-årige kvinde, som var blevet overfaldet. Kvinden var meget rystet efter oplevelsen og fortalte, at hun havde været inde og handle i Brugsen. Her havde hun fået taget sin pose, hvori hun blandt andet havde noget medicin. På parkeringspladsen foran butikken, havde hun taget kontakt til en mand, som stod med hendes pose. Manden nægtede dog at udlevere den og slog i stedet den 74-årige i ansigtet med en knytnæve.

En vaks borger, der var til stede ved røveriet, var imidlertid fulgt efter gerningsmanden og kunne pege politiet i retning af manden, og en patruljevogn kunne derfor kort efter anholde en 37-årige mand.