24-årig dømt: Forsøgte at påkøre politibetjent

af

En 24-årig man er tirsdag eftermiddag blevet idømt 8 måneders fængsel for at have forsøgt at påkøre en politimand og bagefter at ramme en cyklist.

Dommen faldt ved Retten i Glostrup.

Hændelsen fandt sted den 7. januar i år kl. ca. 18.35 på Stationsalleen i Herlev . Ifølge tiltalen så tog episoden sin begyndelse, da politifolk henvendte sig til den unge mand, der sad i sin bil. Imens betjentene stod ved den unge mands bil, speedede han pludselig op, så betjentene måtte springe til siden for at komme i sikkerhed.

Retten vurderede at den 24-årige havde forsøgt at køre en af betjentene ned og derfor blev den 24-årige dømt for forsøg på grov vold.

Da den 24-årige kørte fra stedet med stor hastighed, skete det blandt andet via en cykelsti og her påkørte han en mandlig cyklist. Også en række fodgængere måtte springe for livet, hvorfor der også blev dømt for fareforvoldelse.

Affyrede varselsskud

I forbindelse med episoden kom ingen alvorligt til skade, men politifolkene vurderede, at det var nødvendigt at afgive varselsskud.


-Jeg er tilfreds med at retten har dømt den 24-årige for forsøg på grov vold mod betjenten og for at have bragt en række borgeres liv og førlighed i fare, siger anklagerfuldmægtig Ida Forrest efter dommen.

Den 24-årige mand blev samtidig frakendt kørekortet i tre år. Han modtog dommen. 

:NB: