Politiet fandt narko på bordet og kontanter bag sengegærdet

Mandag formiddag tog en politipatrulje på besøg hos en 48-årig mand i Aarhus Nord.

Politiet ville hente manden fordi han var eftersøgt til Fogedretten.

I opgangen lagde betjentene mærke til, at der lugtede kraftigt af hash, og da den 48-årige lukkede op, kunne de se to plader hash på et bord lige indenfor.

Betjentene tilkaldte en narkohund, som fandt yderligere 40 salgsposer med kokain og desuden et større kontant beløb gemt bag sengegærdet.

Den 48-årige mand samt en 23-årig mand, som også befandt sig på adressen, blev begge anholdt og sigtet for salg af narko.