Politihund satte tænderne i motorcykeltyv

En 21-årig mand blev torsdag aften stoppet af en af politiets hunde, da han forsøgte at løbe fra en hundepatrulje.

Episoden startede kl. 20.35, da en hundepatrulje kom kørende ad Kappelvænget i Aarhus, da betjentene bemærkede en motorcykel, der kom kørende imod dem. Men i det øjeblik motorcyklisten havde passeret politiet væltede han, efterlod motorcyklen og løb fra stedet.

Den ene betjent lukkede sin hund ud, og den begyndte med det samme at gå spor efter manden igennem Rydevænget.

På et tidspunkt fik betjenten øje på manden, der blev råbt an, men da han ikke stoppede, blev hunden sat fri, og den fik indhentet manden, der blev stoppet effektivt med et fast bid i armen.

Det viste sig, at den motorcykel, som den 21-årige mand kørte på, var stjålet, og han blev derfor sigtet for tyveri af køretøj.