55-årig overfaldet og frarøvet pung og dankort på aften-gåtur

Søndag aften kort før klokken 23.30 blev en 55-årig mand udsat for røveri i Åbyhøj.

Den 55-årige har til politiet forklaret, at han var på ferie og boede i et kolonihavehus i byen.

Søndag aften var han ude og gå en aftentur, og da han kom til krydset mellem Viborgvej og Åbyvej blev han opmærksom på to personer, der gik på den anden side af gaden. Da han kom til krydset tog de to mænd kontakt til den 55-årige og spurgte, hvad klokken var. De trak derefter begge en kniv og gav ham besked på at udlevere sine penge.

De to mænd sparkede og slog den 55-årige imens han lå ned, og han udleverede derefter sin pung til dem.

Mændene beskrives begge som:

Mænd, Østafrikanske af udseende, 17-20 år, 180 cm høje og almindelige af kropsbygning. Sort hudfarve og sort hår der var kort i siderne og lidt længere i toppen. Talte dansk. Iført tøj med en stribe ned langs buksebenet og bevæbnet med en køkkenkniv.

Østjyllands Politi hører gerne fra personer, der har overværet episoden eller set de to mænd omkring gerningstidspunktet. Politiet kan kontaktes på telefon 114.