En 19-årig mand kan se frem til en klækkelig bøde efter politiet fandt knap 200 kanonslag i hans hjem.
Det var et tip fra en borger, der torsdag fik politiet til at ransage den 19-åriges hjem i byen Klarup øst for Aalborg.
På stedet fandt betjentene 182 kanonslag – kanonslag, som den unge mand ikke var i lovlig besiddelse af, ligesom de heller ikke var opbevaret korrekt.
Der venter nu den 19-årig mand en større bøde for forholdet, oplyser lederen af Operativ Efterforskning ved Nordjyllands Politi, politikommissær Per Jørgensen, der desuden pointerer:
– Vi vil på det kraftigste opfordre til, at man hverken køber eller opbevarer ulovligt fyrværkeri. At man får en bøde er en ting, men det er også særdeles farligt for en selv og for andre at opbevare det. Så: Lad være! Det handler om vores sikkerhed.