En blot 1 år gammel pige slap for skader, da et træ væltede ned gennem taget over hendes seng i DeKalb County – et amt i den amerikanske delstat Georgia.
Det skriver nyhedsbureauet UPI, der citerer flere lokale medier.
Træet endte med at hænge lige over den lille piges seng.
Ifølge UPI vågnede pigens mor torsdag morgen, lokal tid, af braget, da træet væltede ned i huset. Hendes 4-årige søn lå i sikkerhed ved siden af hende, men den 1-årige datter lå i sin egen seng. Hun skyndte sig hen for at se til sin 1-årige datter, men døren var blokeret. Efter at have bakset i flere minutter med døren, kunne hun lige akkurat kigge ind og se, at træet langsom bevægede sig ned mod datterens seng.
Brandvæsnet blev tilkaldt og brandfolkene skaffede sig adgang til pigens værelse og reddede hende ud, hvorefter hun blev overgivet til moderen.


