Fem personer anholdt i sag om ulovlig våbenbesiddelse

af

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker i øjeblikket en sag om ulovlig våbenbesiddelse, hvor fem personer nu er varetægtsfængslede.

Det drejer sig om en 24-årig mand fra Esbjerg, der blev anholdt den 21. december, en 22-årig mand fra Esbjerg og en 29-årig mand fra Varde, der begge blev anholdt den 7. januar, en 27-årig mand fra Vejen Kommune, der blev anholdt den 8. januar samt en 22-årig mand fra Aarhus, der blev anholdt den 9. januar.

Den 22-årige mand fra Esbjerg samt den 24- og 27-årige mand er hver sigtet for besiddelse af en hjemmelavet pistol, der var funktionsdygtig, mens den 22-årige mand fra Aarhus og den 29-årige mand er sigtet for besiddelse af et jagtgevær.

Politiet har ikke nogen formodning om, at våbnene skulle bruges af- eller afsættes til bandemedlemmer.

– Det er yderst sjældent, at vi ser denne type sager. Og vi er tilfredse med, at de ulovlige våben er væk fra gaden, understreger vicepolitiinspektør Jacob Ulvedal Andersen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet efterforsker stadig sagen og det er uvist hvornår sagen overgår til juridisk vurdering i anklagemyndigheden med henblik på rejsning af tiltale.