Ville stjæle Porsche-skilt

af

Kort efter klokken 3 natten til tirsdag modtog Østjyllands Politi en anmeldelse fra et vagtfirma, der via noget overvågning kunne se, at der var ubudne gæster på besøg i bilbyen på Grenåvej i Risskov.

En mand var blevet set luske rundt om bygningerne, og da to patruljer var ankommet til stedet, spottede betjentene en mand, der kortvarigt stak hovedet frem mellem bygningerne ud mod Grenåvej for derefter at forsvinde igen.

Der blev tilkaldt to hundepatruljer til stedet, og mens én hund gik spor i området, spottede den anden hundepatrulje manden komme gående ud af en indkørsel for derefter at fortsætte tværs over vejen mod Julsøvej. Patruljen fik kontakt til den 49-årige mand, der oplyste, at han blot var ude at gå en tur, idet han havde uro i benene.

På videoovervågningen kunne betjentene dog se, at den 49-årige mand kort tid forinden havde forsøgt at stjæle et stort Porsche-skilt fra taget ved Porsche-forhandleren på Grenåvej. Han blev derfor anholdt og sigtet for forsøg på tyveri.V