Fuld bilist stak af fra færdselsuheld

En spirituspåvirket bilist stak tirsdag aften af fra et færdselsuheld – nu er han tilbageholdt på udlændingeloven.

Uheldet skete kl. 23.20 ved krydset Ravnsøvej/Grenaavej i Risskov. To biler holdt for rødt lys ved krydset, da føreren af den forreste bil, en 46-årig mand, pludselig satte i bakgear og bakkede ind i den bagvedholdende bil, der blev ført af en 45-årig mand. Begge mænd, og en mandlig passager i den forreste bil, steg herefter ud for at besigtige skaderne.

En 24-årig kvindelig bilist, der havde overværet det hele, holdt ind i en buslomme og råbte, om hun kunne hjælpe med noget. Den 45-årige mand kom hen til hende og sagde, at føreren af den anden bil var spirituspåvirket, og kvinden ringede derfor efter politiet. I samme øjeblik satte de to mænd fra den forreste bil sig ind i bilen igen og kørte fra stedet.

Kvinden aftalte med politiet, at hun skulle køre efter bilen, så hun kunne guide betjentene til den rigtige placering. Kort tid efter fik en patrulje kontakt til bilen, der blev standset umiddelbart efter krydset Grenaavej/Mejlbyvej.

Da betjentene tog kontakt til bilens fører, kunne de også konstateret, at han var spirituspåvirket, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. Da det viste sig, at han heller ikke havde generhvervet førerretten, blev han også sigtet for kørsel uden førerret. Han blev desuden sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved at have bakket ind i en anden bil, og for ikke at have overholdt sine forpligtelser i forbindelse med et færdselsuheld.

Da den 46-årige mand er polsk statsborger bliver han foreløbigt tilbageholdt på udlændingeloven i op til 3×24 timer.