Over en milliard kroner til øget varmehjælp

,

af

Regeringen og aftalepartierne bag varmechecken er enige om at løfte varmechecken fra 3.750 til 6.000 kr. skattefrit. Samtidigt øges indkomstgrænsen for årlig husstandsindkomst fra 550.000 til 650.000 kr. Omkring 419.000 hjem forventes nu at modtage den højere check mod tidligere estimeret 320.000 hjem. Checken målrettes forsat husstande ramt af høje prisstigninger.

Siden Aftalen om målrettet varmecheck blev indgået 11. februar mellem regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne, er der udbrudt krig i Ukraine. Det har skabt usikkerhed på energimarkederne, og gaspriserne forventes at være på et højt niveau i resten af 2022. Derfor er der nu enighed i aftalekredsen om at udvide målgruppen og øge checken.

Aftalepartierne afsætter hertil yderligere 100 mio. kroner til kommunernes øgede udgifter til f.eks. personligt tillæg til pensionister, kontanthjælpsmodtagere og andre økonomisk vanskeligt stillede, der bliver ramt at prisstigningerne. Puljen er nu på 200 mio. kroner og dækker også næste vinter til og med april 2023. Det betyder, at borgere med meget små indtægter, kan få hjælp, inden checken udbetales i august og september.

-Ruslands invasion af Ukraine har skabt endnu større usikkerhed omkring varmeregningerne og rigtig mange danskere er hårdt ramt på pengepungen. Vi øger derfor varmehjælpen, så flere danskere kan få en check, og vi sætter beløbet markant op.Samtidigt hjælper vi kommunerne med at holde hånden under blandt andet pensionister, som ikke kan betale varmeregningen.Den holdbare løsning er et farvel til sort gas, men på den korte bane er der brug for hjælp til dem, der er kommet i klemme, siger klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen.

Varmechecken udbetales automatisk i august og september, når data er indsamlet, og udbetalingssystemet er klar.