Mand og kvinde tiltalt for drab på gravid kvinde

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man har rejst tiltale mod en 25-årig mand og en 34-årig kvinde for drab på en 37-årig gravid kvinde.

Kvinden blev dræbt med adskillige knivstik om aftenen den 3. november sidste år netop som hun var på vej til sin bil efter arbejde. Bilen holdt foran hendes arbejdsplads, et plejecenter på Samsøvej i Holbæk.

Efter drabet på kvinden lykkedes det i første omgang at redde det ufødte barn, men den 8. november afgik også barnet ved døden. 

Den 25-årige mand og 34-årige kvinde er tiltalt for at have planlagt drabet i forening. Den 25-årige mand er tiltalt for at have begået drabet, mens den 34-årige kvinde er tiltalt for medvirken.

Retssagen afvikles som nævningesag ved Retten i Holbæk og er berammet til at begynde den 26. september med en forventet varighed på otte retsdage.