En 38-årig mand fra Aabenraa Kommune er blevet dømt til tidsubestemt anbringelse på en psykiatrisk afdeling i en sag om drab på en 43-årig mand i Padborg i Aabenraa Kommune sidste år.
Dommen blev afsagt i dag ved et nævningeting ved Retten i Sønderborg.
Mandag fandt retten den 38-årig skyldig i drab og i dag, tirsdag, blev straffen udmålt.
Drabet fandt sted den 14. maj sidste år, på det 43-årige offers bopæl. Her blev han stukket med en kniv.
Den 38-årige mand blev anholdt af Syd- og Sønderjyllands Politi på gerningsstedet umiddelbart efter anmeldelse om drabet og efterfølgende varetægtsfængslet.
Den 38-årige vil efter dommen fortsat være varetægtsfængslet, indtil han bliver anbragt på en psykiatrisk afdeling.
Den nu dømte mand har under sagen nægtet sig skyldig, men modtog dommen.

