Estlands premierminister Kaja Kallas fra Reformpartiet er under pres efter det er kommet frem, at et firma, som hendes mand ejer 25% af, har fortsat sine aktiviteter i Rusland, efter den russiske invasion af Ukraine sidste år.
I leder-artikler på hjemmesiderne af Postimees og Eesti Päevaleht – to af Estlands største aviser beskyldes Kaja Kallas for hykleri, da hun klart og konsekvent har opfordret til, at virksomheder generelt skal stoppe al aktivitet relateret til Rusland, hvis de ikke allerede har gjort det. Leder-artiklerne opfordrer premierministeren til at gå af.
Ifølge tv-stationen, ERR, mener Kaja Kallas ikke, at hendes mand – eller hun selv – har gjort noget forkert, og hun afviser at trække sig.
Hendes mand, Arvo Hallik, har, ifølge ERR, meddelt, at han nu vil sælge sin del af virksomheden Stark Logistics og trække sig fra sine poster.
“I lyset af den mediedækning, der er dukket op, kan jeg forstå, at mine forretningsaktiviteter, aktiebesiddelse og arbejde i Stark Logistics, et firma der har udført transporttjenester fra Estland til Rusland for vores kunde AS Metaprint, har rejst spørgsmål, der uanset svarene vil påvirke min kones arbejde,” skrierv Hallik i en pressemeddelelse ifølge ERR.
Kaja Kallas blev Estlands første kvindelige premierminister, da hun i januar 2021 overtog posten efter Jüri Ratas måtte forlade premierministerposten efter en skandale.


