Truede med kniv

En 39-årig mand blev tirsdag aften anholdt og sigtet for trusler på livet efter en episode på Viby Ringvej i Viby J. 

Det oplyser Østjyllands Politi.

En 20-årig mand kontaktede tirsdag aften ved 20-tiden politiet og fortalte, at en mand havde truet ham med en kniv på en p-plads på Viby Ringvej. Ifølge den 20-årige havde den anden mand opført sig underligt og smidt nogle mindre genstande på vejen. Da den 20-årige henvendte sig til ham for at spørge, hvad han lavede, havde manden trukket en kniv frem.

En patrulje var lidt efter på stedet, og da den 39-årige formodede gerningsmand fortsat befandt sig i området, blev han anholdt. Han blev sigtet for trusler på livet og for overtrædelse af knivloven, da der lå en kniv i hans bil, som han ikke havde et anerkendelsesværdigt formål med at have medbragt i det offentlige rum.