Det danske udenrigsministerium har fredag meddelt den russiske ambassadør, Vladimir Barbin, at bemandingen på den russiske ambassade i København skal reduceres svarende til niveauet for den danske ambassade i Moskva.
Konkret betyder det et loft på 5 diplomater og 20 administrativt og teknisk personale på den russiske ambassade i København.
Danmark og Rusland har ført længerevarende forhandlinger vedrørende visum til medarbejdere ved den danske ambassade i Moskva med det mål at opretholde velfungerende ambassader i både Danmark og Rusland. Forhandlingerne har ikke ført til resultater på grund af gentagne russiske forsøg på at inkludere visumanmodninger til russiske efterretningsofficerer som del af disse forhandlinger.
Beslutningen om at indføre paritet i størrelsen på de to ambassader indebærer, at den russiske ambassade i København skal reducere sin nuværende bemanding. Reduktionen skal være gennemført senest den 29. september.

