De første kampvogne er leveret til Ukraine

De første ti Leopard 1 kampvogne, som  Danmark har doneret er nu i Ukraine.

Det oplyser Forsvarskommandoen.

Kampvognene kan nu indgå i den ukrainske offensiv.

I februar besluttede Danmark i samarbejde med Nederlandene og Tyskland at donere et større antal Leopard 1A5-kampvogne til Ukraine. Donationen omfatter både renovering af kampvognene, der har holdt stille i en del år, og uddannelse af ukrainske kampvognsbesætninger.

De første 10 kampvogne er nu blevet sendt til Ukraine. Og flere er på vej. Yderligere 10 kampvogne er således leveret fra fabrikken.

Leopard 1A5-kampvognene var operative i Forsvaret ind til 2005.  I 2010 solgte Danmark omkring 100 af de gamle kampvogne til Flensburger Fahrzeugbau Gesellschaft (FFG), hvor de har stået lige siden. Samtidig blev nogle få Leopard 1A5-kampvogne doneret til danske pansermuseer. Seks af dem har tre af de danske museer udlånt til Forsvaret, så uddannelsen af ukrainerne kunne begynde umiddelbart efter at beslutningen blev truffet.

 De kampvogne, som skal renoveres, bliver leveret til ukrainerne løbende og vil blandt andet indgå i uddannelsen af ukrainske besætninger.