Danmark støtter nu nødhjælpsarbejdet efter oversvømmelserne i Libyen med 10 millioner kroner.
Natten til mandag blev Libyens østkyst ramt af et voldsomt uvejr, som førte til fatale oversvømmelser, som ifølge Røde Korshar kostet mindst 11.300 mennesker livet og yderligere 10.100 er meldt savnet. Over 30.000 vurderes internt fordrevet som følge af oversvømmelserne.
”Den humanitære situation er yderst alvorlig. Der er et enormt behov for vores hjælp, og derfor har regeringen også valgt at støtte de tilstedeværende danske NGO’ers nødhjælpsarbejde. Vigtigst lige nu er at støtte de overlevne med at få adgang til rent vand, mad, medicin og støtte til at bearbejde tab og den voldsomme katastrofe,” siger minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen.
Den danske bistand går gennem tilstedeværende danske NGO’er, som allerede er i færd med at yde assistance til befolkningen.
Den nye støtte kommer i tillæg til FN’s bidrag på omkring 75 millioner kroner fra FN’s centrale nødhjælpsfond (CERF), som blev aktiveret kort efter katastrofen. Her er Danmark 6. største donor.