Fyns Politi har besluttet at indføre opholdsforbud på to adresser, hvor Hells Angels holder til.
Det drejer sig om adressen Langelandvej 24 i Nyborg, hvor Hells Angel’s Central Area-afdeling har klubhus og adressen Petersmindevej 20 i Odense hvor Odense-afdelingen holder til.
Lukningen sker blandt andet på baggrund af de voldsomme hændelser tidligere på måneden i København, hvor Hells Angels blev angrebet – formentligt som led i en verserende konflikt med Loyal to Familia.
-Vi har naturligvis fulgt situationen i København samtidigt med, at vi løbende har set på de efterretninger og mulige konfliktscenarier i forhold til de grupperinger, vi har her i politikredsen. På baggrund af det samlede billede har vi besluttet at være på forkant med situationen og skabe tryghed og sikkerhed for borgerne, der færdes omkring de to nævnte ejendomme, ved at oprette opholdsforbud på de her to adresser, siger politiinspektør ved Fyns Politi, Johnny Schou.
Foreløbigt gælder opholdsforbuddet indtil den 6. oktober kl 17.00.


