Eleverne på Vorgod-Barde Skole vil i den kommende tid skulle undervises andet sted end på skolen efter fund af asbest.
Det oplyser Ringkøbing-Skjern Kommune i en pressemeddelelse.
Asbesten blev opdaget i forbindelse med renoveringsarbejde på skolen. Indledningsvis havde prøver ellers vist, at der ikke var asbest.
– Asbesten ligger tilsyneladende på loftet og er blevet eksponeret i forbindelse med gennembrydningen til ventilationen. Vi ønsker ikke at tage nogen chance, og derfor er hele skolen lukket ned – dog således, at der er adgang til SFO´en, siger Flemming Nielsen, fagchef for Dagtilbud og Undervisning i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Han tilføjer:
– Det er aftalt med skoleleder Mads Broch Eriksen, at han hen over weekenden prøver at etablere skole i hallen. Forældre og personale er informeret om, at det er her, man skal møde ind mandag morgen. Herudover afsøges mulighederne for eventuelle busture ud af ”huset”.’
Det er endnu uvist, hvor længe eleverne skal undervises væk fra skolen.
– På nuværende tidspunkt ved vi ikke, om det er få steder, der er fundet asbest, eller om det er omfattende. Vi mødes mandag morgen med bl.a. det firma, der udfører ventilationsarbejdet for os for at få skabt et overblik over problemets omfang. Asbest er noget, man skal tage alvorligt for alles sikkerhed, og derfor har vi valgt at lukke hele skolen, fordi vi prioriterer børnenes og medarbejderes sikkerhed, siger afdelingsleder i Ringkøbing-Skjern Kommunes Ejendomscenter Kevin Joel Dau Fraser, der understreger, at hverken personale eller elever har været udsat for asbest.


