Gik amok med økse på lægeklinik

Bevæbnet med en økse, smadrede en mand torsdag formiddag flere vinduer i en lægeklinik i Malling.

Østjyllands Politi rykkede ud til stedet med flere patruljer, men ved ankomsten var manden kørt fra stedet. Vidner havde dog noteret bilens registreringsnummer og kunne fortælle politiet, hvilken retning han var kørt i.

Kort efter fandt politiet bilen ved en 25-årig mands bopæl i byen, og den unge mand kom frivilligt ud og lod sig anholde uden større dramatik. Øksen blev fundet i et skur på samme adresse.

Øksen havde han angiveligt stjålet fra et byggemarked i byen, inden han var kørt hen til lægeklinikken.

Den 25-årige blev sigtet for groft hærværk og for butikstyveri.